Passer du godt på dine tænder? Her er hvad du bør gøre dagligt, månedligt og årligt

Stærke og sunde tænder er noget, vi alle ønsker. Dårlig mundhygiejne kan nemlig både være enormt smertefuldt og hårdt for selvtilliden. Derfor skal vi huske at passe ordentligt på vores tandsæt, så vi kan beholde et pænt smil hele livet igennem. 

Men hvordan tager vi bedst hånd om vores tænder? Det kan du læse om i artiklen her, hvor du får gode råd til, hvad din tandplejerutine bør bestå af på daglig, månedlig og årlig basis.

Hvad skal du gøre hver dag?

Tænderne kræver pleje hver eneste dag. Her er hvad, du bør gøre dagligt for at passe godt på dine bisser.

Børst tænder

Vi ved alle, at daglig tandbørstning er alfa og omega, når det gælder pleje af tænderne. Du skal have tandbørsten frem mindst 2 gange om dagen. Børst tænder inden du går i seng om aftenen og igen om morgenen. 

Der er lidt delte holdninger til, om du skal børste tænder før eller efter morgenmaden, men de fleste eksperter anbefaler tandbørstning efter morgenmaden. På den måde fjerner du madrester og bakterier samt den plak, der er dannet i løbet af natten. Bliver bakterierne ikke fjernet, vil de danne ætsende syre, som kan give huller i tænderne. Tandbørstning to gange dagligt er derfor super vigtigt.

Benyt tandtråd

Der kan nemt gemme sig madrester i de trange mellemrum mellem dine tænder, og her har din tandbørste svært ved at nå ned. Sørg derfor for at bruge tandtråd mindst 1 gang om dagen. Så reducerer du risikoen for huller og sparer dig selv for smerter og store regninger hos tandlægen.

Skyl munden med vand efter indtag af syreholdige fødevarer

Vi kan ikke undgå at indtage syreholdig mad eller drikke i løbet af dagen, men vi har selv indflydelse på, hvordan det påvirker vores tænder. Har du f.eks. drukket et glas juice til morgenmaden, bør du vente mindst 30 minutter, før du børster tænderne. For tidlig tandbørstning giver nemlig ikke dit spyt tid nok til at fjerne syren selv, og det medfører, at du i stedet blot børster syren rundt på tænderne.

Det er en rigtig god idé at skylle munden med vand efter indtag af syreholdige fødevarer. Det skyller meget af syren væk, og dine tænder undgår at ligge i syrebad.

Hvad skal du gøre månedligt?

Du er godt kørende, hvis du har ovenstående ting i din faste tandplejerutine. Men du bør også tage tiltag på månedlig basis for at vedligeholde et sundt tandsæt.

Skift din tandbørste jævnligt

Er børstehårene på din tandbørste begyndt at se slidte ud, skal du udskifte den med en ny. En slidt tandbørste er nemlig ikke specielt effektiv til at rengøre dine tænder. Det anbefales, at du udskifter din tandbørste mindst 1 gang hver tredje måned, men meget gerne endnu oftere.

Du passer bedst på din tandbørste ved at vaske den grundigt efter brug, så du undgår, at bakterier sætter sig fast i børstehårene. Brug også helst en blød tandbørste, som ikke skader tænder og tandkød.

Hvad skal du gøre årligt?

Tænderne har brug for særlig behandling en eller flere gange om året. Det sikrer den bedst mulige mundhygiejne.

Regelmæssige tandlægebesøg

Har du fået besked fra tandlægen om, at det er tid til et tandeftersyn, bør du bestille tid med det samme. Du kan nemlig ikke selv fjerne alle bakterier fra tandoverfladerne og tandkøddet med almindelig tandbørstning. 

Ved et tandeftersyn får du tjekket, at dine tænder er, som de skal være, og så modtager du en tandrensning i forlængelse af eftersynet. Rensningen fjerner belægninger på tænderne over tandkødsniveau, så du undgår plak, huller og tandsten. Dine tænder bliver rene og glatte, og du får derved lettere ved at holde dem fri for bakterier efterfølgende. På samme tid får du også fjernet misfarvninger fra tænderne.

Forsømte tandlægebesøg kan resultere i store smerter og enorme regninger. Det kan derfor sagtens betale sig at gå til tandlægen årligt. De fleste har brug for et tandeftersyn 1 gang om året, mens det for nogle er nødvendigt hver 6. måned.

Er du utryg ved at sætte dig i tandlægestolen, er det vigtigt, at du finder en tandlæge du har tiltro til. De fleste tandlæger har stor forståelse for din situation og god erfaring med at håndtere utryghed og tandlægeskræk. Tal åbent med tandlægen om din utryghed. Det giver dig den bedste oplevelse.

Menu
Top